Print this page

Avskrift fra Morgenbladet onsdag den 2. den Juni 1852 da "Correspondenten" hadde sin første tur med Statsråd Stang

...... tidlig at vi Byfolk maate være på Benene, men det lykte os ogsaa en herlig, klar og smilende Maimorgen imøde, og de i forskjellige Grupper langs Landeveien og over Benstierne fremilende Hobe af glade pyntede Mennesker, der gaaende og kjørende, pratende og svedende skred op ad Geteryggens stenede Bakker, gave den stille Morgens nye Vaarglands det eiendommelige Livlige, der ene dannes, når ogsaa Mennester intages sin plads i den fine skabning. - Fra Brekke saa vi røgen af Damperen, og der var muntert Røre nede ved Stranden, der Inskibningen foregik. Lidt over 8 var alt klart. Salutten gives, og under Melodien af «Svøm trygt paa Nordhavs Bølger», som Musikkorpet spillede, men som jeg ville travetrerede til «Svøm trygt paa Nordsjøers vande», glede vi ud af Fjærekilen,, iagtagne af den på Strandbredden forsamlede Mængde; og fastholdte i en paa Land dvelende Malers Skizzebog.
Fjærekilen har vel ret vakre Partier, dog intet Imponerende, intet særdeles Tiltalende; - men snart var vi ude i den mer aabne Norsjø, og hilsede os foran Undalsgaardenes røde Bægge og grønne Marker den mekelige St. Michaels kirke i Fjeldet. - Jeg vil ikke skrive noget videre om denne; om den kan du læse langt bedre i Langes Optegnelser i Rigstidende og i Schivach telemarkiske Erindringer, og hvilken Nordsjøens «Statsraad Stang» vist i Tiden ogsaa vil bringe til hæder og Verdighed. Men nu kom vi længere op- Romenæslandet laa der ret forud for os; den venlige hvide kirke paa det grønne Teppe, speilede sig i den Frastand, vi nu havde, i den stille Søes Mørkebla Vande; men se der mod Vest, der gaar Ulefosbugten ind, der ligger jo en hel By derinde, det er Holden. Verket med sine venlige malede Arbeiderboliger, fine nye Barakker, Sagbygninger, og der til høire, oppe i lien - thi saa ser det ut fra Vandet af - der ligger jo et Pallads, en italiensk Villa? Ja! Det er Ulefosgaarden. Starkadds gamle Odelsjord, nu Sædet for herredsoldingen, denne Egns Veteran, Borgeren og Rådsmannen gamle Statsraad Aall. Ser du, kunsten har ogsaa vist at finne Veien hid; den byggede sig et Saulun der oppe under Fleldet, kransed av de glinsende Bierke og de evigfrønna Graner, og saa smilende ned paa det virksomme Ærvervsliv, som rører sig der nede ved dens Fod, famlende Guldkorn af Slidens og ?? ?? udtømmelige Gruber.
Men se mod venstre, der ligger det gamle Gudshus, holdenkirken med fine hvite mure. - I dette Øyeblik lyde hellige Salmetoner derinde, og høre vi dem end ikke, de klinge dog ogsaa her paa Dampskibet i mangt et hjerte med Lov og Priis og jubel til han, som forundte os denne hærlige Søndags-Morgen i sit store Skov- Sky; og Løvfalds-Tempel, det Menneskehender ikke byggede; og det stige i Bønnens stille Tanke op mod Alkjærligheden.
Ved Ulefos fik vi flere Deltagere om bord, og nu gik det atter du forbi Romarnæs over til Valebølandet, denne fra Vestsidens Beliggenheds Bakke- og England saa  ganske fortkjellige Skovtragte, innskaaren hist og her og Vale-Gaardenes dyrkede Enge og Ågre - men i den østlige Bakgrund sat en Stranke i Sauer-Fjeldenes skovbevoksede Sider. Fort gik det nå mot Nord, og snart var vi forbi Sandens Strænder; her begyde da det egentlige Thelemarken; og om ingen hadde fortalt mig det, saa vilde jeg jo seet det af Nationaldragdten, som her fremstaaede i de mange Grupper, her fra Odder, Pynter og høyder hilsede den forbiglidende Damper, med Sludren og rop og hurra. Det rene Naturlige, det Livlige, det Ophøyede, det, ja jeg vet ikke hvad jeg skal kalde det, det, for at bruge en ombordværende aandrig Dames Ord, det tidemandiske i dise Grupper, i al denne Baarglands, som afspeilede sig fra Land og Sø, gjorde Touren som Dagen til en sand hellig Dag, idetmindste for mitt hjerte.
Og nu gled vi inn i Vestelven, ind mot Gvarv - Stoppestedet paa Touren til Bøeboden, hvorfra Veien gaaer opover til Bøe og Siljord. Her bliver Søen trangere, Strandbredeens Agre og Kløverblom bukke sig i Boverne, og til høire titter en hvitmalt Bygning fram bag Trætoppene. Det er Gvarv - en Landhandlerbolig i engelsk cottage-Stiil - bygget for faa År siden af det ved Porsgrund smilende Egelies Staber, den ungdomsfriske kæmpegubbe, Hans Møller, der her havde opdaget en af Nordsjøstrandens herligste Punkter.
Det vil nu, da det er Andløbsted for Dampskibet, da det i en handelsmands Besiddelse tilbyder Bylivets tilvandte Bekvemmeligheder og ligger saa særdeles vakkert, vist blive besøgt, og ikke lide bidrage til at lokke ogsaa den sjælnere Bybeboer du paa Nordjø.
Fra Gvarv gik vi om Næsodden ind den egentlige Saudeelv; men hvor her var hærlig! - og frem for alt Agerhaugen. Tenk dig et Pungt  - nei ikke et Punkt - en Slette, men dog ikke større, end at du vel beregnet, efter den gamle Fabel, kunde opspende den med en Dyrehud, - denne Slette engklædt - blomstersmykket - skovbegroet - men ikke paa urnorsk skovbegroet med Martemalm og Tårnspirgran, nei ??egrøn pyntet af Birkebladenes -flagren om de sølvhide Stammer, af Orebuskenes mørkere Safteglands og Aspen og Siljurens og Asketræets Løvdragt - denne Slette
«favnes af den sølvblaa Bove krandset af de mørke Skove»
og i sin smilende Birkelund en fattig, enslig, tømret og mosdækket husmandsstue. Dette fattige Menneskeværk, denne saa ringe, saa uendelig rige og skjønne Natur; o! hvilet Billede har du ikke malet i min Sjel. Agerhaugen, om min Mennsekeringhed, min Armod, min Uskelhet, og om din uendelige Rigdom, din Storhed, din Magt, din Kjærlighed, din herre! Du Livets, du Lovens, du Blomstens, du Menneskenes herre!!
Op over Sauerelven aversede, med untagelse af Ruinfavnet sande Rinprospekter. Og her viste sig netop storheten i Damkraften; strid og rivende skjød Elven imot os - men for hin understæke Als maatte den vige. Det var nu ikke noen «Blodtræng» længre i Sauerelven. Mandens Seier over Matherien feirede sin stolte triumph. Endelig var vi komne til Tinnesand, her gik den største Del af Pasagerene i land for at bese Tinnefosen, da vi ikke kunde opholde saa længe ved det sidste Stoppested «Semslandet» i Hitterdal, at vi kunde faa Tid til at gaa op til den en fjerdingsvei oppe beliggende berømte nyrestaurerede kirke. Et savn ved Touren, som Mange beklagede og som vist vil være Dampbaadsdirektionen en Opfordring til at gjentage Lystouren endnu en gang i Sommer.
Tilbageturen gik efter et Ophold af omtrent en Time ved Tinnæs igjen nedover, og Kl. 8 Aften var vi atter ved Fjærdstrand. Alt vel inden Borde. - Alle tilfredse med Turen i det hele og alle Glade over at have tilbragt en saa rig - saa behagelig, saa herlig Dag.
At vi levede muntert om bord - om der end in (parentesis) sagt var lidt knapt for Øl og Mad, behøver jeg vel ikke at fortælle. Honoratiores havde vi ogsaa om bord - thi fra Gvarv kom Amtmannden og Sorenskriver Schvach til os og fulgte med til Hitterdal. Ved disses Ankomst blev de regalede med behørige hurraer og til Ære for Schvach spillede man Flagsangen.
Skaaler ble det frukket for Direktionen -  og disse gode Mænd fortjenede i Sandhed ogsaa; thi de Opofrelser, det Bryderie, de mange Ubehageligheder - de talrige utidige Kritikker, som dette hverv har udsat dem for, kan sandeligen kun svagt erstattes dem ved at man udtaler sin Ærkjennelse af det Gode, deres Udholdenhet har udrettet. Men det er jo heller ikke saadanne Ord, der skal være deres Løn - i deres Bevisthed, som i deres Følelse af at have udført noget Godt ligger den Løn, som en hver Fornuftig og Forfomsfri tiltjener dem.
Med Ønsket om held og Fremgang for «Statsraad Stangs» Ferd over Nordsjøe skiltes vi ad og med dette Ønske slutter jeg denne min korte Beretning til dig.

Avskrift fra  «Morgenbladet Onsdagen den 2.den Juni 1852» av Ole Arvid Vassbotten


Reklamebilde av " Statsraad Stang"



Bilett til seilasen

Før «Statsraad Stang» våren 1852 for første gang pløyde Norsjøspeilet, skrev C.N. Schwach denne sangen som også ble framført da båten for første gang seilde fra kaien i Fjærekilen.

Du Barn fra Britens Strande,
Du Grenlands Fostersøn!
Nu aabnes frosne Vande,
og snart er Bredden grøn.

End ligger du og sover
i Fjærekilens Bugt;
men snart i Skum av Vover
begynner du din Flugt.

Snart skal dig Flugten føre
St. Michels Hal forbi.
Da faar du vist at høre
en Høitidsklang deri.

Der toned Messesangen.
før Kirken blev forladt.
Og du vil vække Klangen,
en Røst fra Fortids Nat.

Naar vidre  på din Bane
Du øyner Hitterdal,
Du der, o stolte Svane,
En Fønir skue skal

Fakta
Båten ble levert av det engelske verftet Wiese og kom med seilskute til Langesund i slutten av september 1851 og maskinen kom fra verften Marshall i North Shields. Båten ble fraktet over Geiteryggen og opp til Gåsodden ved sydenden av Norsjø der den ble satt sammen.
Dampskipet var 130 fot mellom stevnene og 19 fot bredt mellom hjulkassene og stakk med 50 passasjerer og 20 tonn gods bare noen få fot dypt. Prislappen lød på 17326 spd. Båten var prydet med den norske løve som holdt Olavbilen i forlabbene.
20. desember 1851 var det stabelavløping og dåp i gråvær med sludd og regn, men dette forhindret ikke at en stor menneskemengde hadde møtt fra. Navnet på båten var i forkant et spørsmål som florerte i aviser og på folkemunne, men en endte altså opp med «Statsraad Stang» til minne om indreminister Fredrik Stang, en av foregangsmennene så vel for rikskommunikasjonen som for sluseanlegget i Løveid.
12. mai 1852 hadde Statsråd Stang sin første ordinære rute mellom Fjærestrand og Tangen brygge i Heddal. Avgangen var klokken 8 om morgenen fra Fjærestranden og hadde retur 12 timer senere til utgangspunktet. Skipets kaptein var Engebret Aslaksen fra Klovholt. Trass i at skipet første uken drev i land og fikk ødelagt skovlene, ble tiltaket betegnet som en suksess. Opp til 200 reisende pr. dag og ellers en mengde varer gjorde at Statsraad Stang allerede første året gikk med overskudd.
Men utviklingen gikk raskt i 1866 var det slutt for hjulbåten, båter med propell overtok.

Kilde: Rutebåtene på Telemarkskanalen.